Jeg var gået 10 dage over tid, da jeg kunne mærke mine bryster begyndte at spænde lidt. Må indrømme, at jeg først ikke tænkte videre over det. Min mens har tit været en pind i røven, og hvis jeg begyndte at stresse, så kender jeg mig krop godt nok til, at den ville tage pis på mig ved at udskyde det yderligere.
Jeg havde jo taget mine p-piller som jeg skulle, men efter en snak med en veninde, overbeviste hun mig om at købe en graviditetstest. Jeg tror klokken var 22.30, da jeg troppede op på Budolfi Apotek i Aalborg og forlod stedet 5 minutter senere - 2 graviditetstester rigere.
Man skal gøre det om morgenen. Ja tak, det havde jeg ikke tid til at vente på, så jeg brugte den ene test.... Positiv. Hmmmm. Ej, det kunne jo være fordi det ikke var morgenurin (ja, der må godt grines), så jeg ventede til næste morgen, hvor jeg tog den anden test - og nej, jeg sov ikke ret meget den nat. Testen var igen positiv.
Et besøg hos lægen bekræftede min graviditet yderligere, og jeg var på det tidspunkt 7 uger henne. Graviditeten var ikke planlagt, men alt i min krop gjorde ondt, hvis nogen nævnte abort. Det kunne jeg simpelthen ikke, og jeg ville heller ikke. Jeg fik dog lige en uge til at tænke over det af min læge, hvorefter jeg skulle møde ind til blodprøver (bvadr) og første lægebesøg.
Jeg vil gerne lige understrege, at jeg lider af stærkt white coat syndrome - jeg HADER læger. Eller det vil sige, at jeg ikke hader selve lægerne, men jeg bliver bare altid jordens største tudefjæs, når jeg skal derind. Aner ikke hvor det kommer fra, jeg tænker det er en dyre - og tandlæges skyld, men sådan er det desværre.
Vi kom til nakkefoldscanning sidst i januar, hvor jeg fik et flot risikotal, billeder af en sund og rask baby, og verdens vildeste oplevelse. Jeg tudede under hele scanningen, og det gjorde min veninde også.
Da jeg kom hjem, bestilte jeg en kønsscanning til 3 uger efter. Det kan man nemlig, når man er 15 uger henne. Det viste sig, at jeg rendte rundt med en lille dreng i maven. Det vidste jeg godt. Sjovt som man kan have en fornemmelse af det, uden at vide noget som helst!
3. april var vi til misdannelsesscanning, og alt var fint. Vi havde dog begge været nervøse, så jeg fik det helt dårligt under scanningen. Men alt var i den skønneste orden, og vores søn var helt perfekt.
Min graviditet gik ret godt. I mit 1. trimester døjede jeg med kvalme, som de fleste nu gør. Jeg kastede heldigvis ikke så meget op!
2. trimester var FANTASTISK! Jeg havde det utrolig godt, selvom man godt kunne mærke at baby skulle have mere plads. Selvfølgelig var jeg super træt, men det var jeg egentlig under hele forløbet.
3. trimester var hårdt. I starten var det fint nok, men da jeg havde en måned til termin, måtte min jordemoder sende mig ind på sygehuset til blodprøvetagning, da mit blodtryk var ret højt. Min urin viste dog ingenting, og det gjorde blodprøverne heller ikke efterfølgende. Her havde jeg også ret meget vand i kroppen. Det var bestemt ikke sjovt at være højgravid i den varme sommer.
14 dage efter var jeg igen ved jordemoder, og mit blodtryk var højt igen, selvom jeg havde haft en måler med hjem, som havde vist fine tal. Hun tænkte derfor at det nok skyldtes mit WCS, og hun ville derfor ikke sende mig ind på sygehuset igen. Det var på en onsdag.
Natten til torsdag fik jeg så hjertebanken, og mine målinger på blodtryksapparatet var lidt skæve. Jeg ringede til fødegangen om morgenen, som forsikrede mig om at alt var okay. Jeg skulle gå i bad, slappe af på sofaen og så tage et tryk mere senere. Hvis det så var over den acceptable grænse, skulle jeg ringe igen. Mit blodtryk var okay, så jeg ringede ikke.
Weekenden gik fint, indtil søndag aften, hvor jeg kunne mærke min krop var lidt mærkelig. Jeg havde en uge til termin, mine tryk var ret høje, og jeg syntes stadig jeg havde lidt hjertebanken. Ringede derfor til FG igen mandag morgen, og de bad mig komme ind til check.
Jeg lå i 4 stive timer med CTG på baby, og flere læger/jordemødre var inde for at checke mit blodtryk. Jeg blev scannet for at checke fostervand. Jeg fik igen taget blodprøver og afleveret urinprøve. Denne gang var der protein i urinen, og kombineret med mit forhøjede blodtryk, kunne dette være tegn på præeklampsi - altså svangerskabsforgiftning.
Hele ugen gik med mig ind og ud af sygehuset for at få taget blodprøver, urinprøver og målt blodtryk, hvor de til sidst hev Michael og jeg ind til en samtale kl. 9 fredag (d. 16/8) morgen. Overlægen måtte her konstatere at jeg havde udviklet en let/mild svangerskabsforgiftning, og de synes jeg skulle sættes igang samme dag, så jeg ikke skulle rende mere inde på sygehuset til check hver 2. dag.
Vi blev sendt hjem efter noget tøj og skulle herefter møde oppe på fødegangen kl 12.
Aaahhhh stress! Fortsættelse følger.
Jeg vil gerne lige understrege, at jeg lider af stærkt white coat syndrome - jeg HADER læger. Eller det vil sige, at jeg ikke hader selve lægerne, men jeg bliver bare altid jordens største tudefjæs, når jeg skal derind. Aner ikke hvor det kommer fra, jeg tænker det er en dyre - og tandlæges skyld, men sådan er det desværre.
Vi kom til nakkefoldscanning sidst i januar, hvor jeg fik et flot risikotal, billeder af en sund og rask baby, og verdens vildeste oplevelse. Jeg tudede under hele scanningen, og det gjorde min veninde også.
Da jeg kom hjem, bestilte jeg en kønsscanning til 3 uger efter. Det kan man nemlig, når man er 15 uger henne. Det viste sig, at jeg rendte rundt med en lille dreng i maven. Det vidste jeg godt. Sjovt som man kan have en fornemmelse af det, uden at vide noget som helst!
3. april var vi til misdannelsesscanning, og alt var fint. Vi havde dog begge været nervøse, så jeg fik det helt dårligt under scanningen. Men alt var i den skønneste orden, og vores søn var helt perfekt.
Min graviditet gik ret godt. I mit 1. trimester døjede jeg med kvalme, som de fleste nu gør. Jeg kastede heldigvis ikke så meget op!
2. trimester var FANTASTISK! Jeg havde det utrolig godt, selvom man godt kunne mærke at baby skulle have mere plads. Selvfølgelig var jeg super træt, men det var jeg egentlig under hele forløbet.
3. trimester var hårdt. I starten var det fint nok, men da jeg havde en måned til termin, måtte min jordemoder sende mig ind på sygehuset til blodprøvetagning, da mit blodtryk var ret højt. Min urin viste dog ingenting, og det gjorde blodprøverne heller ikke efterfølgende. Her havde jeg også ret meget vand i kroppen. Det var bestemt ikke sjovt at være højgravid i den varme sommer.
14 dage efter var jeg igen ved jordemoder, og mit blodtryk var højt igen, selvom jeg havde haft en måler med hjem, som havde vist fine tal. Hun tænkte derfor at det nok skyldtes mit WCS, og hun ville derfor ikke sende mig ind på sygehuset igen. Det var på en onsdag.
Natten til torsdag fik jeg så hjertebanken, og mine målinger på blodtryksapparatet var lidt skæve. Jeg ringede til fødegangen om morgenen, som forsikrede mig om at alt var okay. Jeg skulle gå i bad, slappe af på sofaen og så tage et tryk mere senere. Hvis det så var over den acceptable grænse, skulle jeg ringe igen. Mit blodtryk var okay, så jeg ringede ikke.
Weekenden gik fint, indtil søndag aften, hvor jeg kunne mærke min krop var lidt mærkelig. Jeg havde en uge til termin, mine tryk var ret høje, og jeg syntes stadig jeg havde lidt hjertebanken. Ringede derfor til FG igen mandag morgen, og de bad mig komme ind til check.
Jeg lå i 4 stive timer med CTG på baby, og flere læger/jordemødre var inde for at checke mit blodtryk. Jeg blev scannet for at checke fostervand. Jeg fik igen taget blodprøver og afleveret urinprøve. Denne gang var der protein i urinen, og kombineret med mit forhøjede blodtryk, kunne dette være tegn på præeklampsi - altså svangerskabsforgiftning.
Hele ugen gik med mig ind og ud af sygehuset for at få taget blodprøver, urinprøver og målt blodtryk, hvor de til sidst hev Michael og jeg ind til en samtale kl. 9 fredag (d. 16/8) morgen. Overlægen måtte her konstatere at jeg havde udviklet en let/mild svangerskabsforgiftning, og de synes jeg skulle sættes igang samme dag, så jeg ikke skulle rende mere inde på sygehuset til check hver 2. dag.
Vi blev sendt hjem efter noget tøj og skulle herefter møde oppe på fødegangen kl 12.
Aaahhhh stress! Fortsættelse følger.
No comments:
Post a Comment