Selv når man ikke er gravid, er amning vel noget man sådan tager stilling til. Er det noget jeg har lyst til - eller hvad? Jordemødre, sundheds - og sygeplejersker (og sikkert også patienthoteller) vil med garanti opfordre os til at amme.
"Kæmp for alt hvad du har kært, men ikke for enhver pris."
God idé, tænker jeg. Jeg synes bestemt også man skal amme, hvis man kan. Nogle vælger det simpelthen fra, fordi de bare ikke har lyst til at amme, hvilket jeg, på en måde, har svært ved at forstå, men synes nu det er OK. Man skal have hjertet med i det. Det er bestemt IKKE dårligt for dit barn PÅ NOGEN MÅDE, hvis man vælger eller bliver nødt til at give modermælkserstatning.
Jeg har altid sagt jeg ville amme. Så svært og hårdt kunne det bare ikke være - but let me just tell you this.. Når folk siger amning er hårdt, så mener de det ABSOLUT! Det skal man virkelig ikke tage let på. Medmindre man er jordens sejeste kvinde, der bare kan alting uden at svede. Nogle børn spiser måske hver 2. time, andre hver 4-5. time - Nogle spiser i 10 min, andre lidt længere og nogle kan spise i over 1 time. Rutinerne kan (og gør) også ændre sig i takt med ungerne bliver ældre. Det er så forskelligt, og man kan umuligt vide hvordan forløbet vil gå.
Min oplevelse
Det er forskelligt hvornår mælken løber til. Det sker ikke altid med det samme. I starten er det ofte kun de "orange dråber" (også kaldet råmælk), som er tilgængeligt i brystet. På sygehuset hjalp de mig med at få Liam lagt til hver 4. time - altså med 3 timers mellemrum, og hver gang han havde spist, skulle jeg sidde i 10-15 minutter med en brystpumpe på hvert bryst for at få gang i produktionen. OGSÅ OM NATTEN. Gud, hvor var det udmattende.
Der gik faktisk 3 dage, tror jeg, før min mælk løb til. Jeg vil lige understrege at det kan gøre rigtig forbandet nas, når mælken løber til. Som i "av for helvede" og tårer på stedet. Det gjorde det ved mig. Mine bryster føltes som om de var ved at eksplodere, og de var STENhårde. Jeg fik dog hjælp fra de sødeste sygeplejersker på Aalborg Sygehus Nord børneafdeling - smertestillende, gang i pumpen, ud under bruseren i rigtig varmt vand og forsøge at massere brysterne, så mælken kunne løbe lidt. De var røv ømme i et døgns tid, men da knægten endelig fandt ud af hvordan man skulle spise ved brystet, var det som en KÆMPE forløsning. Jeg kunne mærke det i hele kroppen.
Da vi kom hjem fra sygehuset gik amningen rigtig godt. Det gjorde den faktisk generelt, og sønnike var en hurtig-spiser, hvilket jeg satte utrolig stor pris på. Han spiste ca. med 2-3 timers mellemrum døgnet rundt, og det var sessioner på max 20 minutter. Vi måtte "desværre" bruge suttebrikker under hele forløbet, da han knyttede sig til dem med det samme på sygehuset. Han havde for kort tungebånd, og han var ikke helt frisk de første dage.
Jeg vil lige, igen, understrege at jeg har en ret nem knægt. Til det vil jeg tilføje, at amning ER hårdt - og det er MEGET hårdt. Da jeg jo var ny i faget "Mor", vidste jeg ikke en dyt om hvornår tingene var OK. Jeg fik givet mig selv overproduktion (selvom jeg faktisk ikke tror det var så slemt), fordi jeg læste fibrilsk på nettet. Liam havde eksplosiv afføring, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Der var jo for helvede ikke nogen, der havde fortalt mig, at SÅDAN ER DET BARE MED DE DER SMÅ NOGEN. Der er jo lort over alt!
Nå.. Jeg blokammede i lidt tid, og det virkede super fint. Dog tror jeg det var lidt som at skyde sig selv i foden for mit vedkommende...
Amningen gik som smurt indtil Liam var knap 4 måneder. Pludselig begyndte han at græde, når han blev lagt til. Han gad knap nok spise ved mig, og når han gjorde, var han virkelig urolig. Min nedløbsrefleks var blevet rigtig langsom, og det var som om jeg var ved at være tørlagt. Derfor begyndte vi at supplere med modermælkserstatning. Et eller andet sted, tror jeg faktisk det var min egen skyld. Jeg var ret dårlig til at spise ordentligt og drikke nok væske, og så kan ens produktion åbenbart styrtdykke når som helst. Jeg var klar over at jeg "sagtens" kunne have fikset problemet med en pumpe og noget ordentligt kost, men eftersom sønnike var begyndt at ELSKE hans sutteflaske, suttede han helt forkert hos mig. Der var sjældent problemer om natten, men til sidst (lidt før juleaften), blev jeg enig med mig selv om at det var bedst at stoppe. Jeg blev selv meget ked af det, og Michael kunne mærke på mig, at jeg blev nervøs hver gang Liam var sulten. Jeg var psykisk og fysisk så ødelagt, at jeg ikke havde mod på at fortsætte.
Vi gik over til fuld flaske, og jeg måtte bide smerten i mig og lade mælken gå i sig selv. Jeg fik dog bekræftet at jeg næsten ingen mælk havde tilbage. Der var måske 1 eller 2 mælkekirtler, der var lidt spændte i mit bryst i 1 døgn, men så var det også ovre. Det gik ret hurtigt.
Jeg er glad for min beslutning i dag. Det var jeg også, da det skete. Jeg var ærgerlig over ikke at kunne fortsætte amningen, men det gik hurtigt over. Det var en befrielse, at Michael nu kunne hjælpe om natten, og at Liam ikke kun var afhængig af mig.
Hvis Liam en dag skulle få en lillebror - eller søster, så håber jeg dog at kunne amme meget længere. Man taber sig jo også helt vanvittigt! Jeg må have skaffet mig en elektrisk brystpumpe til den tid.
No comments:
Post a Comment